"Hold lidt til højre, Deres Nåde, der er nogle buske der," sagde en husar, som Rostóv søvndrukken passerede. Rostóv løftede hovedet, der allerede var gledet helt ned mod hestens manke, og gjorde holdt ved siden af husaren. Den unge, barnlige søvn trængte sig stadig på. - Ja, hvad var det nu jeg tænkte på. Lad mig ikke glemme det. Hvad jeg ville sige til Kejseren? Nej, det var ikke det, det er jo i morgen. Nå ja, rigtigt! Natásja - ma tache - m'attaque ... En attak? ... Nå jo, en husarattak ... Natásja med overskæg ... Nej husaroverskæg ... På Tverskája-gaden i Moskva kørte en husar med overskæg, jeg kom til at tænke på ham, lige uden for Gúrjevs hus ... Ak ja, den gamle Gújev ... Åh, sikken en prægtig fyr, den Denísov! Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er nu, at kejseren er her. Hvor han dog så på mig, og han ville sige noget, men turde ikke ... Nej, det var mig, der ikke turde. Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er, at jeg ikke må glemme, at jeg tænker på noget meget vigtigt. Natásja, ma tache Jajaja. Det er godt. Og hans hoved faldt igen ned imod hestens hals. Pludselig syntes han, at der blev skudt på ham. "Hvad? Hvad? Hvad er det? Slå løs! Hvad er det?" sagde Rostóv og kom til sig selv.

Tolstoj: Krig og Fred

Jeg tænkte, hvad nu hvis jeg siger sådan her til Ekelöf: "Gunner, jeg synes vi skal vente med de her flasker og kyllingen til i morgen. Det er en lang togrejse. Vi skal leve sammen i den her kupé i over to døgn. Og ..." Jeg så på Ekelöf som med en kraftpræstation trak propperne op af de tre flasker. Hans tidligere træthed var nu som blæst væk. Nå, tænkte jeg, hvis jeg optræder som moralist nu, så bliver rejsen ødelagt inden den rigtig er kommet i gang. Og gør jeg det ikke, så svigter jeg Ingrid Ekelöf og dr Cronholms tillid. Så langt nåede jeg egentlig ikke i min tankestrøm. Ekelöf, som havde hældt vinen op i to tandbørsteglas, løftede nu det ene glas og sagde: "Skål for den første etape af Rejsen til Rom!"

Åke Hodell: Resan till Rom

Den Rimbaud-reception, der kendetegner modernismen, og som modernismen har kendetegnet sig selv ved, er baseret på poesien og forstyrres af visse biografiske detaljer, som bliver til en poetisk myte (en myte om poesien): "Langtfra at være nogen hånlig fornægtelse af poesien er Rimbauds efterliv som våben- og slavehandler i Afrika tværtimod den indlysende forlængelse af den form for poesi, der først og fremmest handler om beruselse. Hans livshistorie viser, at denne poesis kraftfuldhed kommer af en enorm brutalitet. Mere alment afslører Rimbauds eksempel, hvor hæmningsløs poesien er i sin grundform."(66)

Entré: Mikkel Thykier

Faldt i regnen
slog flasken itu
skar hånden
fik prygl af mor.

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

Foer Kierligheit wed Hoffwe
Thær giiwes szomme Loffwe
Foer ræt att thæm beskriffwe
Iey flvx mynn Penn maa griffbwe

Och thyppe thæn i Bleckket
- Mæn blyw nv ey forschrecket -
thæt swarthe och thæt wyde
(Szom æst paa wær ein Siide)

Bestrither ey hynanthen
Och saa mæt Frwen och Manthen
I AMORS schiöne Lencker

Enthschkiöndt de oefte Rencker
Geschmieder til hynanthen
Doch ælsker de wæranthen

Harald Voetmann: Trivia II: Høvisk kærlighed

Jeg fortæller dig om mine naboer. Der er pletter på gulvtæppet. Du koger et æg til mig, jeg burde spise et æg hver morgen for mit helbred. Det har lægen sagt; kvinderne konkurrerer ikke så meget om mig, men mere om hvem der skal have lov til at koge mit æg. Ægget ligger helt stille i vandet, lige indtil vandet begynder at koge og ægget at dirre. Jeg spiser ægget med en teske og du laver en kop te til dig selv af kogevandet. Et halmstrå, som har fulgt med ægget fra hønsegården, ligger i vandet.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

Hvid porcelæn i et lyserødt hus

m

mmm

mmmmm

mmmmmmm

mmmmmmmmm

mmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmmmoral

Ernst Jandl: mmmoral

Da vi mødtes til en samtale i en park et eller to år senere for at udsætte fortsættelsen af vores brevveksling, er enhver erindring om at have læst selv-korrespondancen forsvundet. I stedet er det en tilbagevending til den seneste bog, der anbefales. Det er en strålende sommerdag, hans hud, sådan som den viser sig, hvor skjorteærmerne er rullet op og knapperne løsnet i halsen og over brystet, har en brun, nøddeagtig kulør, men det er svært for mig at tænke på andet end hans brev, og hvordan han med noget, der lød som både en trussel og et håb om afslutning, skrev det er ikke alle, der skal arbejde med det i skrift. Dengang fortsatte han sætningen med: "Skal man på den anden side netop dét, og skal man arbejde med det til sin dødsdag, må man også forsøge at hive alle de erkendelser ud af konflikterne, som man nu er i stand til, inden armene bliver flået af kroppen ..." En voldsom sætning, med et voldsomt retorisk præg, som fik mig til at modsætte mig hans tanke og dens hengivelse til ét liv ved at formulere en forestilling om at bringe mig i en situation ved at skrive, hvor det bliver umuligt at skrive mere, og noget andet må begyndes:

Mikkel Thykier: 3 sider af en drøm om stumheden

Regnvandet søger ned i det hjørne af haven, hvor reservoiret er placeret, så det kan blive renset og genanvendt til bade og toiletskyld. Connie har menstruation i dag. I går elskede hun med sin mand Brian. Det er sådan hun tænker det, de elskede, de dyrkede ikke bare sex, eller bollede eller knaldede eller kneppede. De elskede, de forsøgte at få et barn, de forsøgte at blive gravide. ”Vi forsøger at blive gravide”, det var sådan Brian formulerede det, når han fortalte om deres planer til venner og familie, eller det vil sige i starten sagde han sådan, nu er de holdt op med at tale om det, og folk er holdt op med at spørge, hvordan det går med at blive gravide. Connie savner, at Brian siger: ”Vi forsøger at blive gravide”, også selvom hun følte sig pinligt berørt, når han sagde det (dengang han endnu sagde det), fordi det lød som om barnet også ville vokse i ham, at hans maveskin også ville blive spændt ud over det lille ny menneske, der lå derinde og ventede på at arve jorden. I dag føler Connie sig tung. Hun føler sig jordbunden. Det trækker i underlivet, og hun er grådlabil. Regnvejret hjælper heller ikke. Hvad blev der af alle de søde ord Brian hviskede i hendes øre? Hvad blev der af deres elskov? I dag bliver det hele skyllet bort af en flod af blod. Connies menstruation er uregelmæssig. Det har den været siden den sidste abort. En spontan abort, som de sagde på sygehuset, som om aborten var et pludseligt indfald Connie havde fået. En fiks idé, noget hun gjorde uden at tænke over det. Hvad var der tilbage af alle deres anstrengelser nu? Intet! Connie kan mærke tårerne presse sig på. Hun føler det hele har været forgæves, men huset har ikke glemt Connies og Brians anstrengelser. Klimaanlægget har opsuget den overskudsvarme som Connies og Brians kroppe udskilte, da de forsøgte at lave et barn. Fra husets synspunkt er der ikke gået noget til spilde. Connie ser ud gennem vinduet og begynder at græde. Vinduet der er tykt som en brosten, en glasvæg snarere end en rude. Regnvandet på ydersiden ser ud som om det er meget langt væk. Connie tænker på barnet, der voksede i maven, på barnet, der kom ud af ingenting, et helt lille menneske, der voksede inden i hende, som var en del af hende, og også en del af Brian selvfølgelig, men mest en del af hende. Hun husker, hvordan hun holdt sig på maven og tænkte på barnet, om det var en dreng eller en pige. Barnet, der tilsyneladende voksede ud af ingenting, hvor kom alt dette liv fra? Connie kunne ikke begribe det. Selvfølgelig tog det næring til sig gennem navlestrengen, det viste hun godt, og det havde sin arveanlæg med fra sædcellen og ægget, men alligevel?!? Hun havde svært ved at forlige sig med den ødselhed livet i hendes mave tilsyneladende blomstrede med. Og så gik det galt. Ikke fordi hun faldt ned af trappen eller udførte hårdt fysisk arbejde. Hun dækkede bord, og så begyndte hun at bløde. Fire timer efter var barnet ikke længere et barn, men et affaldsprodukt. Gad vide, hvad der blev af det, tænker Connie. Hun tænker og aner et øjeblik konturerne af en skorsten. Så forsøger hun at stoppe sin tankestrøm. Forsøger at lade være med at tænke på det indslag, hun har set i fjernsynet om, hvordan hospitalerne genanvender deres affald, hvordan de forbrænder affaldet og udnytter energien til opvarmning og elektricitet. Det er ikke til at bære synes Connie og synker sammen på det opvarmede stuegulv. Connie græder. Tårerne strømmer ned ad hendes kinder og en sensor i klimaanlægget, registrerer at luftfugtigheden er steget en anelse i rummet. Connie lægger sig ned på siden og trækker benene op under sig. Hun hulker. Hun hører en svag summen, som indikerer, at huset arbejder på at genoprette den ideelle luftfugtighed på 50 %. Der er lang tid til Brian kommer hjem. Han er taget til møde, selvom det er lørdag. Connie føler sig forladt. Hun føler sig indespærret i det gennemisolerede hus, som bestandigt forsøger at opretholde den ideale tilstand. Huset har ingen årstider. Det bliver aldrig for varmt eller for koldt. Målet er altid lige tilpas, som i eventyret om Guldlok og de tre bjørne, hvor Guldlok finder den mindste bjørns stol, grød og seng lige tilpas, og hvor ”lige tilpas” er den højeste lykke. Connie føler en smerte, der ikke kan forliges med idealtemperatur og -luftfugtighed. Hun har brug for at stå på en nøgen klippe i uvejr og skrige. Der er noget ferskt over huset som hun ubevidst begynder at hade. Der er noget ferskt over hendes parforhold og hendes arbejdsliv, som gør hende mistrøstig. Denne evindelige ophobning af værdi byder hende pludselig imod. Hun tænker at mennesket grundlæggende er en parasit, at mennesket ikke har tilført planeten én eneste god ting. Kort sagt: Connie er langt nede. Om ca. fem minutter vil hun rejse sig fra gulvet og indse, at hun har taget fejl. At der stadig er håb for menneskeheden. Og for hendes parforhold. Hun er stadig ung. Det er ikke for sent at få et barn: der er kunstig befrugtning – og adaption, hvis det endelig skulle komme til det. En dag vil hun føde eller opfostre et barn, der vil redde planeten. Et barn, der vil vokse sig til en stor leder. En leder, der vil forene verdens nationer og knuse bjergene af penge. En mand eller kvinde, der vil forstå at fordele goderne blandt verdens folkeslag og lede dem mod en bedre og køligere fremtid.

Connies penge (uddrag)

The day, my friends, and all things stay for me.

Shakespeare: Henry V

Hvis pludselig alle ting fik halv størrelse og faldt ned i mellemrummene mellem hinanden.

Per Højholt: Album, tumult