Floden er så bred, at der både er plads til en ø og gangstier med bænke. I hver sin ende af broen står der et træskur, og de er så smukke, at man hellere kunne kalde dem for små bygninger, eller legehuse. Jeg er altid blevet træt midt i det hele, uden at opnå det, jeg har stræbt efter. Jeg er havnet andre steder, end jeg egentlig var på vej hen til, men jeg har aldrig tænkt, at jeg er havnet et forkert sted, da der findes så mange omstændigheder, jeg ikke ved noget om. Måske kommer der en tid, hvor vi er i stand til at lægge en plan, hvorom vi kan sige, at vi ikke formåede at udtænke noget, der var bedre. Der findes en omstændighed, som jeg ikke kan komme på, en detalje, som bliver ved med at være dunkel, et menneske, en ting eller måske en begivenhed, noget, som findes et sted meget langt tilbage, før jeg overhovedet var til, jeg vil aldrig finde ud af det, men jeg ville jo heller ikke så tydeligt kunne fornemme dets eksistens, hvis ikke det havde eksisteret, før jeg var til, et sted har der garanteret været en dør, som jeg må have passeret uden at have opdaget det, netop den dør, som jeg burde være gået ind af for at støde på det, der kunne afgøre det hele, opklare dette rod, og for at kunne opleve en glæde, som jeg kan huske.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag
oversat af Helena Idström 

5.3 Min brors enke fortæller mig at han var ludfattig da hun mødte ham første gang (Amsterdam). Han kom ind i baren og hun så op og sagde, ham vil jeg giftes med. De boede på gaden i to år, sov i trappeskakter, spiste en gang om ugen, drak meget, det var efter Anna. Lugten af trappeskakt (jeg

kan huske) han krøb sammen under trappen hvor vi havde vores sko og frakker vinter søndag blod i hans ansigt han var omkring ni år og min mor omkring ham med alle sine hænder der råbte Hvad nu åh hvad er det nu?

[mennesket] griber levende den døde i søvnen, vågen den sovende

- Pentti Saarikoski: Lykkens tid

Alt jeg vågen
ser er død
alt når jeg sover, drøm.

 - Heraklit: fragment 21

På højden af frihed bliver du tvivlende: er det ikke snarere vennerne som forhindrer dig i at fuldføre din bane? Deres ros gør dig nedtrykt, for der er stukket en målestok ind mellem roserne.
Fjenden slår målestokken i hovedet på dig. Men så lærer han dig også at det er en fejltagelse at lade sig måle.

Horace Engdahl: Meteorer
oversat af Karsten Sand Iversen

Jeg er en ulv
    der forsvarer sig
        mod en ræv
            mens en abe ser på

Pentti Saarikoski: Tiarnia
oversat af Helena Idström

(når et menneske lever bevæger en skrækkelig død sig imod det)

Jenny Tunedal: Min krig

Vinduet er uigennemsigtigt huset brandfarligt den buttede
kongelige familie
Jeg længes hjem er helt oppe og nede
Vi er samlet omkring et vand og alle er døde
Af og til glemmer man at nævne et eller andet af og til
skoene af og til frakken
Fugl fugl hvad gør du nu jeg er et viljeløst træ

Pentti Saarikoski: Bort, sang for sang

Robert mener helt grundlæggende, han kan takke både kunstnerisk middelmådighed og førsterangs bøger for lige mange inspirerende oplevelser. Den store læserskare har det muligvis på samme måde. Den er instinktivt afvisende over for geniet, 'hvorfor anden- og tredjerangstalenter' ofte har lettere ved at få succes end førsterangstalenter. Geniet er i hele sin natur uhyggeligt, og det er netop hyggen, folket elsker.'

Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser
oversat af Morten Riis

STRENGHED MOD HESTE-ÆSTETIK

Man skal aldrig være streng
Mod en hest. En hest gør altid
Sit bedste. Ellers er det en dårlig hest
Og så hjælper strenghed ikke.

Kenneth Koch: Et tog kan skjule et andet og andre digte
oversat af René Jean Jensen og Pejk Malinovski

Det bliver så skønt
når det endelig er vinter igen.

Ola Julén: Orissa

Bruno Cassirer opfordrede Robert til at skrive en roman, hvorpå Geschwister Tanner blev til. Cassirer brød sig imidlertid ikke særligt om bogen og fandt, ligesom en anden kritiker, at den bestod af lutter sidebemærkninger.

Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser
oversat af Morten Riis

Jeg skriver kun for hundrede læsere, og af disse ulykkelige, elskelige, fortryllende, ikke hykleriske og moralske væsener som jeg gerne vil behage, kender jeg knap en eller to. Alle dem der lyver for at opnå anseelse som forfatter, vil jeg ikke befatte mig med. Den slags smukke damer bør læse kokkepigens regnskaber og den prædikant der er på mode, hvad enten vedkommende hedder Massillon eller Mme Necker, for at kunne tale om dem med de alvorlige kvinder som uddeler anseelse. Og læg vel mærke til at i Frankrig opnås den fine rang altid ved at man gør sig til ypperstepræst for en eller anden dumhed.

Stendhal: Om Kærligheden
oversat af Karsten Sand Iversen